Mød skulpturerne i Slagelse Kommune

Jeg står i de højere luftlag og kigger ned. Stedmoderblomsten i min hånd hedder viola tricolor på latin. Et sprog, den begavede Jens Baggesen fra Korsør selvfølgelig mestrede. Jeg er en kunstnerisk fortolkning støbt i bronze. Min skaber var billedhuggeren Julius Schultz. Han rejste i en ung alder til Paris og vendte hjem som naturalist.

Ligesom sine franske forbilleder ville billedhuggeren gengive motiverne med størst mulig nøjagtighed. Desværre lå Baggesen for længst i sin grav på kirkegården i Kiel. Nogen sandfærdig model havde Schultz derfor ikke. Heldigvis fandtes der portrætter at læne sig op ad. Tøjet jeg har på var almindeligt i digterens egen samtid. Også skoene med spænder virker autentiske. Hvis Baggesen kunne se mig, ville han sikkert genkende sig selv. Jeg hviler på det ene ben, og der opstår et knæk i hoften. Det får mig til at se naturtro ud. Teknikken kaldes for kontrapost og kendes helt tilbage fra antikken.

Julius Schultz solgte den første afstøbning til Statens Museum for Kunst i 1901. Senere bestilte Korsør endnu en, og det var så mig. Jeg er hverken kopi eller original, blot Jens Baggesen nummer to. Skomagermester Peter Lausen kom på idéen, og der blev samlet ind blandt byens borgere. Jeg tror, initiativet ville kaldes for crowdfunding i dag. Det hedengangne ugeblad Illustreret Tidende rapporterede fra festlighederne i anledning af min afsløring. Formanden for Monument-Komitéen, borgmester Charles Nanke, takkede alle, der havde bidraget til at rejse statuen af Korsørs berømte bysbarn. Han takkede også dem, som beærede afsløringen med deres nærværelse.

Jeg var skjult under et stort klæde. Fotografen tog et billede lige efter det faldt. Klapsalverne hører jeg stadig. Siden 1906 har jeg stået på Havnepladsen, længere end den ældste korsoraner vist nogensinde vil leve. En form for borger er jeg vel. Det gamle jernstakit og nogle yngre træer holder omgivelserne på afstand. Mit anlæg kan minde om en isoleret ø. Til tider føler jeg mig lidt som den strandede Robinson Crusoe fremfor Jens Baggesen midt i Korsør.

Jens Baggesen. Julius Schultz (1851-1924). Bronze. Opstillet i 1906.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Min stok er støbt i bronze, og hatten hugget i granit. Jeg står foran den smukke kirkelade, der blev opført i munkesten for mere end 500 år siden. I endegavlen findes en indmuret marmortavle til minde “OM AT SLAGELSE LATINSKOLE HAR FOSTRET MÆND SOM”, og nedenunder følger deres navne. Jeg nøjes med at nævne H.C. Andersen. Han ankom 26. oktober 1822 til Slagelse.

Piger fik ikke lov at gå i latinskole. Fattige drenge havde heller ikke de store chancer, men fondsstøtte hjalp den 17-årige Andersen til at få sig en elementær uddannelse. Vigtige folk omkring ham mente, det var nødvendigt for at udvikle hans talent. Slagelse Latinskole lå på det tidspunkt ikke længere i kirkeladen, men var flyttet hen i Bredegade. Huset hvor H.C. Andersen og hans flere år yngre klassekammerater blev undervist er for længst revet ned. Han boede i byen indtil sommeren 1826. Skoletiden var tilsyneladende plagsom, “snart laa det gamle Slagelse, som jeg, ikke blot for Rimets Skyld, har kaldet Plagelse, bag mig.” Sådan skrev han i et brev til forfatteren og vennen, B.S. Ingemann i Sorø.

Høj hat og stok forbindes i dag med H.C. Andersen. Da forfatteren levede, var genstandene dog ret almindelige. Mange fine herrer bar høj hat og stok i offentligheden. I 1800-tallet forlod mænd og kvinder aldrig hjemmet uden hovedbeklædning. Det ville sikkert svare til at slentre ned ad Rosengade i dag uden bukser eller nederdel – bare i undertøj. Sæder og skikke forandrer sig med tiden. H.C. Andersens tekster forbliver imidlertid de samme. Ordene er fastholdt på bøgernes sider og oversat til utallige sprog.

Rundt omkring i verden står statuer af H.C. Andersen. Flere gengiver ham monumentalt med høj hat og stok. Jeg er derimod en underspillet fortolkning, som har taget plads i bybilledet. Et portræt uden ansigt og krop. Billedhugger Olaf Manske Andersen fokuserer alene på de to genstande, hatten og stokken, der symboliserer forfatteren. Placeringen nær mindetavlen føjer yderligere historiske lag til. Mere behøves der ikke, før H.C. Andersen i Slagelse manes frem. Jeg bidrager diskret til byens identitet.

Med hat og stok. Olaf Manske Andersen (født 1957). Granit og bronze. Opstillet i 2005. 

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

I min gruppe er vi tre skulpturer. Udført af billedhugger Erik Varming for Slagelse Sparekasse i 1988. Pengeinstituttet findes ikke længere, men det gør vi. Indtil for nylig var jeg og de to andre placeret på Nytorv i en trekantsformation, som folk passerede frit igennem. Varming huggede vores organiske former i granit. De ligner noget fra en krops indre. Knogler, led og andre anatomiske dele melder sig som associationer.

Naturen har over årene været Varmings foretrukne motiv, især mennesker og dyr. Til at begynde med var hans stil mere virkelighedstro, men efterhånden bevægede formsproget sig i retning af abstrakte tolkninger, der forholder sig friere til motivkredsen. Det er mig og min gruppe et eksempel på. Sammenstillingen synes kun at understrege den enkelte skulpturs særpræg, og de mulige forvandlinger enhver form rummer.

Endnu føles det uvant at stå i blødt græs. Bare få meter fra søbredden i lystanlægget. Fliser udgjorde underlaget før. Nydelige ældre bygninger med forretninger og caféer i stueetagen var kendte naboer. Flytningen fra Nytorv har givet os udsigt til svømmende ænder. Den cirka 220 år gamle accisebod ligger på modsatte søbred. Bønder og handlende betalte frem til slutningen af 1700-tallet afgift for at medbringe varer, de ville sælge i byen. Boden stod oprindeligt i Smedegade, men blev i 1928 flyttet og genopført ved Parkvej.

Der er enighed i gruppen om, at det lille rød-gule bindingsværkshus skaber fin kontrast til de tårnhøje lysmaster over Slagelse Stadion. Lydbilledet her præges af et rigt dyreliv, der var fraværende på Nytorv. Måske passer vores organiske former bedre i lystanlæggets naturlige omgivelser. Det mangler jeg stadig at gøre op med mig selv og de to andre. Kunst i offentlige rum skabes stadig oftere som midlertidige projekter, der har bestemte formål, såsom at fremme byudviklingen. Og kunstneren formidler sociale møder mellem mennesker i stedet for at frembringe objekter. Hvem ved, om der i fremtidens byrum overhovedet bliver plads til blivende kunst.

Skulpturgruppe. Erik Varming (født 1942). Granit. Opstillet på Nytorv i 1988 og sidenhen flyttet til lystanlægget. 

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Vi er begge gudinder, mig og Justia. Hun har bind for øjnene, en vægt og et kæmpe sværd. Billedhuggeren Rasmus Harboe udførte hende i majolika, en særlig type italiensk fajance med bemaling på hvidlig tinglasur. Måske han lærte teknikken under en af sine mange studierejser til Italien. I en lang årrække arbejdede Harboe for fajancefabrikken Aluminia, hvor han blandt andet skabte julerelieffer og børnehjælpsplatter. Oprindeligt stammede billedhuggeren fra Skælskør.

Den farverige Justitia står oppe i sin niche og pryder facaden. Hun er tilpasset arkitekturen i F.C.C. Hansens tidstypiske rådhus fra 1896 i nygotisk stil. Under fødderne findes indskriften: “LOV SKAL LYDES”. Selvom retfærdighedens gudinde intet ser, føler jeg mig kigget over skulderen. Jeg har ryggen vendt mod hende og fik kun et glimt af Justitia ved min opstilling på torvet i 1946. Da havde hun og rådhuset allerede været her i et halvt hundrede år.

Til forskel fra den påklædte Justitia fremtræder min frodige krop fuldkommen nøgen. Jeg er første eksemplar af billedhuggeren Johannes Bjergs Pomona, støbt i bronze. Hun var gudinde for frugtavl og havedyrkning. Nogle vil nok kende hende fra den romerske digter Ovids Forvandlinger. Pomona optræder som nymfe, “hverken skov eller floder er hendes hjem, men mark og plantage med dejlige frugter.” Bjerg benyttede i sin fortolkning overvejende et nyklassicistisk formsprog, tydeligt inspireret af græsk og romersk kunst. I min ene hånd holder jeg et æble og i den anden en pæregren, mens håret er omviklet af frugtgrene. Under fødderne ligger en bladkrans med pærer og æbler.

Her på stedet symboliserer jeg naturligt den frugtbare egn omkring Skælskør, der har rige traditioner indenfor frugtavl. Men jeg kender desuden til en Pomona i Odense og en i Reykjavik. Ingen af disse eksemplarer er som mig placeret oven på en fontæne. Derfor kaldes jeg også Pomonabrønden. Mit tilhørende grønne anlæg med bænke og smukke proportioner er ofte tomt. Skælskørianerne flokkes vist hellere ved havnen og det nymodens Svanetorv. De synes at have glemt min frugtbare eksistens.

Pomona. Johannes Bjerg (1886-1955). Bronze. Opstillet i 1946. Rasmus Harboe (1868-1952). Justitia, majolika. Opstillet i 1896.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Jeg skal forestille Christian IX til hest. Vi rytterstatuer udgør en særlig genre indenfor billedhuggerkunsten, der kan spores tilbage til antikken. Historisk har vi hyldet regenter eller sejrherrer på offentlige pladser og tjent som magtsymboler. I dag er vi en uddøende art. Vel mest fordi biler har fortrængt heste, og demokratiske samfund efterhånden undlader at sætte magthaverne op på piedestaler.

Ingen nye rytterstatuer kommer til. Ganske vist har jeg hørt om en moderne variant, der står permanent foran kunstmuseet Arken og sågar har været udstillet på Trafalgar Square i London, nær monumentet for krigshelten Lord Nelson. Bronzestatuen forestiller en dreng ridende på en gyngehest. Som gammel rytterstatue føler jeg mig lidt til grin. Her på Schweizerpladsen er jeg hævet over alle skulpturer i min nærhed. Enhver kan se, hvem der indtog stedet først.

Billedhuggeren Ludvig Brandstrup fik til opgave at udforme mig. I Esbjerg stod allerede en anden rytterstatue af Christian IX, som Brandstrup havde skabt. Indsamlingen blandt borgerne i Slagelse og opland begyndte efter den gamle konges død i 1906. Flere år gik med at rejse de mange penge, og kritikere mente undervejs, midlerne sagtens kunne bruges på noget fornuftigere. Opstillet blev jeg dog og indviet den 9. juni 1910. Kongefamilien deltog i festligheden. Tribunen befandt sig få meter fra mig.

For mange nutidsmennesker er Christian IX blot et nummer i kongerækken. Jeg kan fortælle, han blev indsat i 1863 som første danske konge af den glücksborgske slægt. Det meste af sin regeringstid var han temmelig upopulær. Først kom nederlaget i 1864 og tabet af hertugdømmerne til Tyskland. Siden fulgte den årelange forfatningskamp frem til systemskiftet i 1901. Da opgav kongen omsider at udnævne regeringerne selv, udenom Folketingets flertal. Nogle gange undrer det mig, at jeg er rejst som monument for at hylde ham. Måske tænker rytterstatuerne i Esbjerg, Odense, København og Aalborg det samme. Men efter sigende blev Christian IX elsket på sine gamle dage. Og jeg er stadig konge af Schweizerpladsen.

Christian IX. Ludvig Brandstrup (1861-1935). Bronze. Opstillet i 1910.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Slagelse Pigen kaldes jeg i Slagelse. Min egentlige titel er Siddende Pige. Rundt omkring i Danmark sidder andre piger som mig. Billedhuggeren Gerhard Henning modellerede figuren i 1936, og Ny Carlsberg Glyptotek bestilte ham straks til at hugge den i bremersandsten. Siddende Pige var færdig i 1938. Hun befinder sig på museet i København. Vi andre er senere udgaver støbt i bronze eller kunststen.

Selv blev jeg skænket af Slagelse Forskønnelsesselskab og opstillet foran rådhuset i 1963. På min nuværende placering skærmes jeg lidt mod vind og vejr af den nyere indgangsportal. Men både ansigtet og kroppen forvitrer. Reparationerne skæmmer. Til tider drømmer jeg om en ny tilværelse i bronze, der er et stærkere materiale. Omvendt har min noprede og lyse overflade hidtil været identisk med mig. Hvis nogen spurgte alle Gerhard Hennings udgaver af Siddende Pige, hvem der føler sig mest hjemme, hvor de sidder, ville jeg nok vinde. Ingen andre er mig bekendt opkaldt efter deres by. Navnet står endda på min sokkel.

Kvinden var Gerhard Hennings foretrukne motiv. Han skabte adskillige variationer over temaet. Figurer i siddende positurer, liggende eller stående som eksempelvis Moderne Pige fra 1930, der står i Glyptotekshaven. Hans formsprog var både moderne og klassicistisk. Billedhuggerens stræben efter at fremstille dynamiske kroppe i balance ses tydeligt. Selvom jeg er statisk og sidder ned, udtrykker min form bevægelse. Hændernes placering i underlaget skaber en drejning i torsoen, og det ene knæ er løftet, som om jeg hvert øjeblik kunne rejse mig. Samtidig signalerer jeg en sælsom ro.

Siddende her ved Slagelse Rådhus er jeg vidne til, at nygifte par træder ud i en regn af ris. I begyndelsen undrede ritualet mig, men risene er et symbol på kimen til nyt liv. Under de rette forhold ville kornene sikkert spire mellem stenene på Rådhuspladsen. Jeg leger jævnligt med tanken om mig selv i en ny støbning. Tænk at sidde uden krakeleringer og ønske folk i Slagelse tillykke.

Slagelse Pigen, kunststen. Gerhard Henning (1880-1967). Opstillet i 1963.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Svanetorvet er opkaldt efter mig. Før jeg kom til, var her blot et ophold i rækken af huse og en parkeringsplads. Min titel er Den Grimme Ælling Springvand, men jeg kaldes også for Svanespringvandet. De færreste springvand har som mig givet navn til deres egen placering. Tag bare Storkespringvandet i København, der må nøjes med Amagertorv.

Fra dyserne springer vandet i mit bassin og skaber krusninger i overfalden. H.C. Andersens eventyr om svaneungen, der udklækkes i en andegård, inspirerede den amerikanske billedhugger Marshall M. Fredericks. Stående på en lav piedestal breder den grimme ælling sine korte bronzevinger ud. Næbbet er åbent, og halsen strakt imod svanen, der også er af bronze og befinder sig i bassinets modsatte ende. Højt til vejrs og med luft under vingerne. I eventyret ser ungen en flok voksne svaner på sin flugt fra andegården og drages mod dem, uden at vide de tilhører samme slægt. Dette moment fastholder Fredericks. Samtidig illustrerer han udviklingen fra grim ælling til smuk svane. Billedhuggeren har stået bag mange offentlige udsmykninger og fik endda et museum opkaldt efter sig. Hvis jeg kunne, ville jeg besøge Marshall M. Fredericks Sculpture Museum i Michigan, der rummer mere end 200 af hans værker. En form for slægtninge er vi jo.

Mindesmærker på offentlige pladser markerer som regel en historisk begivenhed. Jeg er snarere et personligt et af slagsen. Dansk-amerikaneren Karl Larsen donerede mig i 1984, til erindring om sin barndom i gamle Skælskør. Oprindeligt var han uddannet kommis, men udvandrede i en ung alder og ville tilsyneladende hellere tegne. Larsen boede det meste af sit liv i USA, hvor han arbejdede som selvlært reklame- og karikaturtegner med eget studio i Detroit. Efter sin pensionering begyndte han desuden at male. Skælskør Bymuseum ejer flere af hans malerier.

Jeg vil tro, Karl Larsen skænkede mig til byen, fordi han kunne spejle sig i eventyret om at finde sin sande identitet langt væk hjemmefra. Men alle og enhver kender mit berømte motiv fra eventyret. Derfor ser jeg mig selv som et personligt mindesmærke, der på samme tid er universelt.

Svanespringvandet. Marshall M. Fredericks (1908-1998). Bronze. Opstillet i 1984.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

“Ærlighed varer længst”, lyder en talemåde. Billedhuggeren Torben Kapper skabte mig i bronze. Trods brugen af et klassisk materiale har motivet udfordret forventningerne til en skulptur på Gammeltorv. I hvert fald efter modtagelsen at dømme.

En del af mig ligger ned og giver udsyn til mit hule indre. Gips anvendes i processen, når en skulptur som mig skal støbes. Pulveret opbevares i sække, der er bløde og mulige at stable. Torben Kapper har valgt at gøre disse, ellers usynlige, genstande i kunstproduktionen til mit motiv. Den højeste stabel ser ud til at være væltet omkuld. Vekselvirkningen mellem lodrette og vandrette linjer skaber bevægelse i kompositionen. Samtidig breder jeg mig ud på torvet. Helheden kan minde om et støberi, hvor der arbejdes og rodes.

Normalt inviterer bronzeskulpturer ikke folk til at kigge ind bag deres facade, men har travlt med at forestille kendte personer, sagnfigurer eller abstraktioner. Jeg tematiserer i stedet, hvordan jeg er blevet til og ser ud indeni. Mine solide former er i realiteten tomme skaller. Sækkene virker bløde og er dog hårde. Forbipasserendes hænder strejfer jævnligt min overflade for at mærke efter. Jeg betragter mig selv som en ærlig skulptur, der fortæller om min egen tilblivelse og leger med vante forestillinger.

Af og til tænker jeg på operaen Carmen. Verdenspremieren i Paris 1875 gik langtfra godt. Kritikerne forargedes over værkets realisme. Få måneder senere døde komponisten George Bizet i den tro, at han havde skabt en kæmpe fiasko. Men Carmen blev ret hurtigt populær, og er det stadig. Kunst handler ikke kun om popularitet. Alligevel er det værd at tænke på, holdninger og smag kan forandre sig over tid. Den lille havfrue sad i ensomhed på Langelinie de første årtier af sit liv, fordi Gefionspringvandet tiltrak sig al opmærksomheden. Datidens danskere var begejstrede for nordiske myter og sagn. Først efter 2. Verdenskrig blev hun for alvor berømt, især blandt turister. Historien har lært mig mange ting.

Uden titel. Torben Kapper (født 1965). Bronze. Opstillet i 2010.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Billedhuggeren Keld Moseholm undlod at kalde mig noget. Der er en frihed i at være Uden titel, for mig og mine betragtere. Jeg forstås mere åbent. Af og til misunder jeg dog bådene i havnen, fordi de har navne.

Skælskør er forbundet med resten af verden via søvejen. Nedenfor min sokkel udpeges de fire verdenshjørner. I nordlig retning ses broen mellem bydelen mod øst og den i vest. Rækværket har krummelurer og et flerfarvet byvåben, der viser byens særlige geografi. Arkitekt P.V. Jensen-Klint tegnede kilometerstenen på pladsen. Hans model over kilometerstenen vandt i 1910 en konkurrence og findes andre steder i landet. Mest berømt er arkitekten nok for Grundtvigskirken i København. Og for opfindelsen af den plisserede lampeskærm, der kendes under navnet Le Klint. Han blev født på Mineslyst ved Holsteinborg cirka 13 kilometer herfra.

Min sokkel er hugget i granit som kilometerstenen, men ligner mere en obelisk rejst som udsmykning eller mindesmærke. Den romerske kejser Caligula fik i år 37 fragtet en obelisk fra Ægypten til Rom. Stenstøtten er placeret midt på Peterspladsen. I lighed med andre obelisker har den fire sider, der spidser til opefter og ender i en lille pyramide. På toppen af min runde søjle befinder sig derimod en trivelig windsurfer. Manden er støbt i bronze og har en forenklet form, som fremhæver hans komiske statur. Samme type mand går igen i flere af Moseholms værker.

I Uden titel, der jo er mig, skaber windsurferen kontrast til søjlens stabilitet med sin disharmoniske krop og sejlende bevægelse. Soklen rummer en diskret metalplade. Indskriften fortæller, at jeg blev skænket af Skælskør Bank i anledning af pengeinstituttets 125 års fødselsdag i 2001. Ligesom Romerriget, der gik under, ophørte banken med at eksistere. Det skete, da finanskrisen satte ind. Jeg står uforandret tilbage, men kan betragtes i et andet og dunklere lys i dag.

Uden titel. Keld Moseholm (født 1936). Bronze og granit. Opstillet i 2001.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Isenstein har signeret mig i øverste højre hjørne. Hans fornavn var Harald. Ungdom kaldte han mig. Jeg er et relief støbt i gips. Modsat skulpturerne nær indgangen står jeg ikke frit, men hænger på bibliotekets mur. To unge mennesker træder frem af min flade, en kvinde og en mand. Ansigterne ses i profil. De er begge nøgne og sidder ned. Et klæde skjuler deres køn. Han holder hendes hånd, og ben og arme griber ind i hinanden. Jeg fornemmer en tøvende intimitet mellem dem, der vil udvikle sig til mere.

Den tyskfødte billedhugger og kunstpædagog, Harald Isenstein, var uddannet på kunstakademiet i Berlin og aktiv i byens kunstmiljø frem til 1933. Som jøde og modstander af nazismen flygtede han til Danmark. Hans mors familie kom fra København. Ungdommens værkproduktion gik næsten fuldstændig tabt i Nazityskland. Efter krigen blev Isenstein dansk statsborger, og han portrætterede blandt andre Niels Bohr, Karen Blixen og dronning Margrethe. Hans bedst kendte værk er dog portrætbusten af Albert Einstein fra 1924, som kan ses i Einsteinturm i Potsdam. Nazisterne omdøbte observatoriet efter deres magtovertagelse og fjernede alle spor af Einstein. Busten eksisterer kun i dag, fordi det lykkedes medarbejdere at skjule den.

Udover sit virke som billedhugger var Isenstein en dygtig kunstpædagog. Han underviste børn og unge i kunst. Formidlede også på skrift og optrådte jævnligt i radio og tv. Med årene blev udstillingerne færre, men lysten til selv at fortolke verden visuelt forsvandt aldrig. Han efterlod sig over 7000 værker, fortrinsvis akvareller og tegninger.

Korsør Kommune fik samlingen overdraget af hans enke, og i mere end 30 år har Isenstein-Samlingen haft hjemme på Kongegaarden. Jeg er venligst udlånt derfra og blev installeret her i 1988 for at udsmykke biblioteket. Halvtaget skærmer mig mod vind og vejr. Alligevel føler jeg mig tit sårbar og udsat, som andre udendørs kunstværker på offentlige steder. Det er ikke alle, der lader os være i fred. Fugle og smådyr kan undskyldes. Mennesker burde vide bedre.

Ungdom. Harald Isenstein (1898-1980). Opstillet i 1988. 

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Dag ud og dag ind bærer jeg et kar, som aldrig tømmes for vand. Vægten får mig til at krumme ryggen. Alligevel virker jeg ikke tynget. Min ungdommelige styrke forhindrer associationer i den retning. Jeg er Vandbæreren fra 1929, billedhuggeren J. J. Bregnøs udgave af det græske sagn om danaidernes kar.

Myter og sagn er mundtlige beretninger om hændelser, der siges at have fundet sted engang. I Korsør, Athen eller hvor som helst på kloden overleveres historier fra generation til generation, og nogle skrives endda ned. Efter sigende blev danaiderne tvunget til at gifte sig med deres fætre, men dræbte de påtvungne ægtemænd straks efter brylluppet. Som straf måtte danaiderne fylde et gennemhullet kar med vand i underverdenen Hades. Arbejdet var ørkesløst, ligesom i myten om Sisyfos og hans skønne spildte kræfter.

Mit arbejde på Caspar Brands Plads går i ring. Dog ligner det en leg mere end noget andet. Fra karret strømmer vandet ned ad min nøgne krop og videre til de åbne dyremunde på etagerne nedenunder. Jeg skal forestille at forsyne dem alle med vand. Bregnø havde sans for sødme og harmoni. Entreprenør H.J. Henriksen betalte for hele herligheden. Det siges, han snød i skat, og at jeg var en slags plaster på såret. Det siges også, at han foragtede kommunens skatteopkræver og sørgede for, min bagdel fik retning mod vinduet i hans kontor. Men måske det bare er en myte.

I Rådhushavens brolægning findes en lille sten, nedlagt til minde om en almindelig borger og populær medarbejder hos kommunen: Stig Hansen, fuldmægtig på Korsør Rådhus. Jeg kendte ham godt. Vi var en slags kollegaer, begge vandbærere af en art. Han testamenterede i 2004 sin opsparede formue til Korsør Kommune via en fond for almene og kulturelle formål. Korsør og Halskov har siden fået flere kunstværker i gave. Blandt dem er skulpturerne i fuldmægtigens mindeanlæg, som gemmer sig rundt om hjørnet. For få år siden fik jeg nyt liv efter en grundig restaurering. Jeg håber på en gentagelse i cirka 2100. Min mulige evighed afhænger af kommende generationers velvilje.

Vandbæreren. J.J. Bregnø (1877-1946). Bronze og travertin. Opstillet i 1929.

Tekst ved forfatter Gitte Broeng.