Fund og fortidsminder
Nedenfor kan du få et overblik over lokale fund og fortidsminder, og de forskellige muligheder du har for at opleve dem.
Lokale fund og fortidsminder
Boeslunde er fundsted for mange smukke skåle, bægre og massive armringe af guld.
Boeslunde var Danmarks rigeste egn 1000-700 f.v.t. Skåle, bægre og massive armringe af guld, men også lurer og importerede våben af bronze, er blevet gemt her med kun få hundrede meters afstand.
Ca. år 400-1000 var området igen domineret af velstand. Våbenkyndige handlende bønder ansatte håndværkere til at fremstille smykker og luksusvarer af høj kvalitet.
Tavlen her viser en række af de vigtigste fund og fundsteder. Ikke alle fundsteder er markeret ude i landskabet.
Borgbjerg Banke er fundsted for mange smukke og betydningsfulde bronzealderfund.
I bronzealderen var banken muligvis samlingssted for hele Sjælland. De mange og dyrebare fund giver anledning til at tro, at her er lagt offergaver af samfundets rigeste og mest magtfulde personer. Fundet af guldspiralerne i 2015 giver bl.a. anledning til at tro, at banken var et kultanlæg.
I 1300-tallet lå her et borganlæg med tre terrasser og en kvadratisk platform. Omkring skansen var en voldgrav. Anlægget var strategisk placeret ud mod Storebælt og var én af flere borge oprettet som værn mod bondeoprør og indbyrdes magtkampe.
Vil du se Borgbjerg Banke?
Find den på:
Sønderupvej, 4242 Boeslunde
Brakhøj er en meget stor og velbevaret gravhøj.
Brakhøj måler ca. 30 m i diameter og er 6,5 m høj. Ved foden af højen ses resterne af de randsten, der har omgivet gravhøjen.
I gravhøjene lavede man i den tidlige bronzealder kister af udhulede egetræsstammer, planker eller stenfliser.
De døde blev begravet fuldt påklædte og fik gravgaver med, der reflekterede deres position i samfundet.
Vil du se Brakhøj?
Find den på:
Stigsnæs Landevej, 4230 Skælskør
I dyssen findes 2 velbevarede kamre. Begge kamre har 5 bæresten, en dæksten og en østvendt tærskelsten. Det sydlige kammer måler 1,95x1,4 m med en udvendig højde på 2 meter. Det nordlige kammer måler 1,7x1,4 m med en udvendig højde på 1,65 m.
På det sydlige kammers dæksten er der indhugget to skibsbilleder og skåltegn i bronzealderen (1800-500 f.v.t.). Der i alt 90-100 skåltegn.
Vil du se Bredyssen?
Find den på:
Støvlebækvej, 4200 Slagelse
Skansen på Halsskov Odde er en af få velbevarede fodfolksskanser i Danmark og vidner om en tid, hvor magten i Østersøen var eftertragtet.
Historisk overblik
Skansen på Halsskov Odde er en af få velbevarede fodfolksskanser i Danmark og vidner om en tid, hvor magten i Østersøen var eftertragtet.
1559-88
Frederik II indfører fodfolksskansen som en del af Danmarks forsvar.
1595-1605
Christian IV forstærker skanser ved de danske kyster.
1651-56
Rigsmarsken påbød lensmanden på Korsør Slot at opretholde forsvaret og især forstærke skanserne ved kysten.
I juni 1657 erklærede Frederik III krig mod Sverige.
1709-20
Ved Store Nordiske Krig havde skansen betydning i forsvaret og som observationspost.
1801-14
Under Englandskrigen tjente skansen som forsvar mod engelske søfolk, som bl.a. gik i land og stjal kvæg.
1940-45
Under 2. Verdenskrig oprettede tyske styrker kanonstillinger på området, og skansen undergik en del forandringer.
Flere engelske fly blev skudt ned over Storebælt fra skansen.
Vil du se Fodfolksskansen?
Find den på:
Storebæltsvej, 4220 Korsør
Hellig Anders Høj (også kaldet Korshøj eller Hvilehøj) er en gravhøj, som også blev tilknyttet et sagn om præsten Anders.
Anders var en præst i Slagelse i 1200-tallet. Sagnet om ham fortæller, at han på en pilgrimsfærd til Jerusalem:
… kastede (…) sig ned for at bede, og da han under bønnens ord faldt i søvn, så han i et syn en vældig hest, og den, der sad på den, hørte han sige: ”Stig op hos mig, så skal jeg føre dig”. Det forekom ham, at han (…) fór af sted sammen med ham. Da han vågnede, fandt han sig liggende på højen nær Slagelse.
På højen blev der rejst et kors til minde om ham. Der knytter sig en del overtro til korset, og derfor er det blevet fornyet flere gange. Seneste i 1952, hvor der blev lavet en kopi af et kors fra 1700-tallet.
Vil du se Hellig Anders Høj?
Find den på:
Korshøjvej, 4200 Slagelse
Jættestuer er opført mellem 3200-2800 f.v.t. og består af et kammer og en gang
Jættestuen blev udgravet i 1859, hvor man fandt skeletter fra 60-70 mænd, kvinder og børn. Kun i det øverste lag lå skeletterne ordentligt. Sammen med de mange oldtidsfund tyder det på, at graven har været genbrugt mange gange fra ca. 3200 til 1800 f.v.t.
I jordfylden omkring kammeret fandt arkæologer resterne af en nyere begravelse: bl.a. et bronzesværd fra omkring 1400 f.v.t. I oldtiden var det ikke ualmindeligt at genbruge gravpladser på den måde.
Tidligere troede man, at jættestuer var bygget af jætter og trolde, deraf navnet.
Vil du se jættestuen?
Find den på:
Stigsnæs Landevej, 4230 Skælskør
I den tidlige bronzealder (1800-1100 f. Kr.) opførte man gravhøje af jord og græstørv
Kanehøj er en rundhøj og er antagelig fra Bronzealderen (1800 – 500 f.v.t.). Ordet Kanehøj tolkes som ”Højen med den skålformede fordybning”.
Til Kanehøj er knyttet forskellige sagn. Bl.a. om en trold, der byttede nyfødte menneskebørn ud med sine egne.
Kanehøj har fra ca. år 1060 tjent som rettersted. En af de sidste henrettelser fandt sted den 8. april 1825, hvor en ung kvinde og to mænd blev halshugget for mordet på kvindens far. Blandt tilskuerne var bl.a. en ung H.C. Andersen ifl. hans bibliografi.
Vil du se Kanehøj?
Find den på:
Sorø Landevej, 4230 Skælskør
Dysser er fra bondestenalderen (4000-700 f.v.t.) og er de ældste stenbyggede gravanlæg
Langdyssen er bygget mellem 3600 og 3200 f.v.t. Den har to gravkamre. Omkring kamrene har der været en pakning af runde sten og knust flint for at stabilisere dem og forhindre jord og regnvand i at trænge ind.
I det ene kammer fandt arkæologer rester af et skelet, begravet i siddende stilling. Med sig havde den døde en stridsøkse, en flækkekniv, en benpren og en ildsten. En tværpil af flint antyder, at han også havde bue og pil med.
På marken nord for dyssen fandt man i 1946 resterne af en boplads fra samme periode.
Vil du se Langdyssen?
Find den på:
Støvlebækvej, 4220 Korsør
Stigsnæsdyssen er ca. 26 m lang. Gravkammeret består af fire bæresten og er omgivet af randsten.
Dyssen mangler dækstenen over kammeret, men er ellers velholdt. Det er en tidlig type stengrav, der nok kun har været beregnet til én gravlæggelse. Dyssen har ikke været udgravet, og ingen fund er registreret.
Vil du se skansen?
Find den på:
Stigsnæs, 4230 Skælskør
Langdyssen Kongedysse er 57 m lang med kun ét kammer. Den ligger sammen med 5 andre oldtidsminder, hvoraf Kongedysse er fra bondestenalderen (4000-700 f.v.t.), mens de andre menes at være fra bronzealderen (1800-500 f.v.t.).
Dyssens høj er på et tidspunkt blevet fjernet og kammeret tømt. Der er derfor ikke bevaret oldsager fra graven.
Ca. 600 m syd for Kongedysse ligger Hellig Anders’ Høj og i den brede ådal mod vest kan man se Trelleborg - den berømte ringborg fra vikingetiden, der er åben for offentligheden.
Vil du se Langdysse Kongedysse?
Find den på:
Bavnehøjvej, 4200 Slagelse
Ravelgen er fundet ved Næsby Strand af en lokal ravjæger, der efterfølgende kontaktede Nationalmuseet. Fundet af figuren var opsigtvækkende og medførte udstillinger af figuren på de lokale museer.
Det antages, at ravelgen har ligget i iltfattig mosejord et sted ude i det nuværende Storebælt, hvilket har sikret den velbevarede tilstand. Rav i sin oprindelse kan være flere millioner år gammelt.
Danefæ
Figuren er formentlig Danmarks ældste kunstværk og er danefæ. Du kan derfor i dag opleve det enestående stykke danmarkshistorie på Nationalmuseet i deres danefæudstilling.
Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter.
Vil du se Ravelgen?
Find den på:
Nationalmuseet
Natten mellem d. 20 og 21. april 1943 skulle Royal Air Force angribe mål i Stettin ved den polsk-tyske grænse og Rostock i Nordtyskland. De sendte i alt 339 fly ind over Danmark denne nat. Af dem mistede de mindst 21 fly. Blandt disse var en Stirling Mark I fra 7. Squadron, hvor besætningsmedlemmerne kom fra både det britiske og det canadiske luftværn.
På vej over Sjælland blev flyet opdaget af en tysk radarkontrol ved Tybjerg. De fik dirigeret en Messerschmidt 110 efter det britiske fly, som efter flere angreb brød i brand og styrtede ned.
Flyets mekaniker nåede at springe ud med faldskærm og overlevede. De øvrige 7 besætningsmedlemmer omkom. De faldne blev begravet på Svinø kirkegård påskelørdag d. 24. april under medvirken af en tysk feltpræst.
Mindestenen blev rejst af egnens beboere 50 år efter flystyrtet d. 21. april 1993.
Vil du se mindestenen?
Find den på:
Støvlebækvej, 4200 Slagelse.
Rævehøj blev udgravet i 1914 af arkæologer, som fandt genstande, der antydede, at graven er blevet brugt gennem ca. 1000 år. Graven havde da stået uåbnet siden stenalderen (13.000-4000 f.v.t.).
Fra åbningen i rundhøjen er en 5,3 m lang gang ind til gravkammeret. Kammeret alene måler 7,25 m x 2 m og er op til 2 m højt.
Rørdysse er en langdysse med 3 kamre bygget gennem den tidlige stenalder (4000-700 f.v.t.).
Det midterste kammer er det mest enkle, beregnet til én begravelse. Senere er det nordlige kammer tilføjet med en aflang form, hvor flere kunne begraves. Det sydlige kammer er det seneste bygget med en gang der gjorde det nemmere at åbne og lukke kammeret.
På én af det nordlige kammers sten er indhugget 82 skåltegn - en simpel form for helleristning, der fungerede som et helligt symbol.
Vil du se Rørdyssen?
Find den på:
Støvlebækvej, 4200 Slagelse