Sct. Mikkels Kirke
Den gotiske købstadskirke er opført omkring år 1300 og er en af kommunens ældste bygninger, som er konstrueret ovenpå endnu ældre bygninger. Først en romansk basilika af frådsten (porøse kalksten) opført af biskop Svend Normand i ca. 1080, og senere en gotisk teglkirke af munkesten og i spidsbuestil.
Det gælder i øvrigt mange kirker i kommunen og resten af landet, at de gennem tiden er blevet udvidet med tilbygninger, tårne og kapeller.
Tæt ved kirken lå også byens kongsgård. Med så kort en afstand mellem de to steder kunne kongemagten følge byggeriet af den nuværende kirke på tæt hold. Det fortæller noget om stedets strategiske betydning, at man dengang placerede så stor en kirke her.
Kirken blev hårdt restaureret i 1873-76, men er i dag indvendig præget af en istandsættelse fra 1961 og rummer talrige gravminder.
Sct. Mikkel passer på os
Stedet og kirken er opkaldt efter ærkeenglen Michael (på dansk Mikkel) – de himmelske hærskarers frygtløse anfører, dragedræber og sjælevejer.
Han fører krig mod djævelen og tager sig også af afdøde sjæle, hvorfor man ofte ser ham afbildet med et sværd i den ene hånd og en vægt i den anden. Mikkel vejer nemlig sjælene efter døden. Han har en hånd på vægten og sørger for, at den døde ikke ender i helvede.
I den middelalderlige katolske tradition har ærkeenglen Michael en rolle på linie med en helgen – man kan anråbe ham om hjælp.
Op igennem middelalderen blev mange kirker indviet til Mikael, og han ses tit på kalkmalerier, enten i kamp med dragen, eller i færd med at veje afdøde på sjælevægten. Slagelse Kommunes gamle byvåben (før kommunesammenlægningen i 2007) viste også
Sct. Mikkels og det kan stadig ses på de ældre kloakdæksler i Slagelse by.
Sct. Mikkels Kirke udgør sammen med Sct. Peder Kirke og det gamle Slagelse Kloster den ældre bymidte, som stadig er centrum for liv og handel i byen.
Fakta om Sct. Mikkels Kirke
- Opført omkring år 1300
- Restaureret i 1873-76