Som man kan se, varierede antallet af slaver ved Fæstningen med store udsving gennem årene. I perioden fra 1730’erne og til 1764, da Fæstningen blev nedlagt (midlertidigt, viste det sig), kulminerede antallet med 29 i 1758. Gennemsnitligt var der ca. 20.

Med hensyn til slavernes alder var det nok sådan, som efter 1775, hvor vi er underrettet gennem folketællinger, at det var mænd i deres bedste alder, d.v.s. omkring de 40 år.

Slaverne fik som hovedopgave at reparere på de gamle svenskervolde og at oprense voldgravene. Til den første del af det hentede slaverne tørv og kampesten på Halskov. Så krævende blev disse reparationer, at kommandanten inden 1758 fik en voldmester ansat til at forestå dem – og dirigere slaverne.

Der kan ikke være tvivl om, at slaverne blev styret med hård hånd. Jernlænkerne var ikke garanti for, at deres bærere ikke kunne opføre sig voldeligt mod andre, og flugtforsøg var næppe ukendt.

Blev slaverne for hidsige i deres adfærd, tog man den tids hårdeste form for offentlig afstraffelse i brug: de blev sat ”på hesten”, d.v.s. en træhest, der stod i det fri eller de blev bundet til en pæl. Disse remedier blev anskaffet første gang i 1739 og en ny pæl igen i 1752.

Hvordan soldaterne og andre behandlede slaverne, er ikke oplyst, men næppe blidt. Det er desuden påfaldende, at en del af slaverne døde under deres tjeneste i Korsør. Det kan være af naturlige årsager, men mishandling og arbejdsulykker kan ikke udelukkes som årsager.

Spring til...