Affutagehuset
Lige overfor det flotte fæstningstårn ligger en smuk rød bygning af bindingsværk. Det er det hus, der blev bygget til affutager i 1826.
Her skulle man opbevare affutager, som er underlag og stativer til våben, også kaldet kanonlavetter.
Byens lokalhistoriker Kirsten Borg fortæller, at våbenstativerne kom fra Lilleø (Lilleø var en fritliggende ø inde mod Noret, nu land ved Lilleøvej). Desuden havde der været affutager fra kælderen fra slottet, hvis bygninger frem til 1700- 1800tallet lå ved foden af Tårnets to sider.
Vandrehjem
Efter afviklingen af Fæstningen som officielt forsvarssted i 1856, blev huset i 1900-tallet omdannet til vandrehjem. I Korsør lå det første vandrehjem i byens tekniske skole, men i 1942 indrettede man affutagehuset som vandrehjem.
Op igennem årene overnattede rigtig mange her, imens bestyrerparret boede i den gamle vagtbygning overfor Christian IV’s Magasinbygning. I kan se ældre fotos af unge mennesker, der hygger sig på Fæstningen.
Byen med flest overnattende gæster
Rigtig mange besøgte vandrehjemmet. I 1951 overnattede 4715 personer i huset, og i 1965 var Korsør den by, der havde flest udenlandske gæster.
Da man i 1982 etablerede Korsør By- og Overfartsmuseum, får Poul Bell i 1983 stillet huset til rådighed for den store samling fra byen og ikke mindst fra færgerne ved Storebæltsoverfarten, som der var indsamlet.
Museet bliver i huset indtil 1997, hvor det flytter over i Christian IV’s Magasinbygning, som var overgået til Korsør Kommune.
Allerede året efter kan Korsør Marineforening rykke ind i det gamle affutagehus, med deres flotte genstande fra de mange år, Flåden har ligget i Korsør.