Spring til...

Gerdrup

Engang bolig for de adelige og i dag ramme for kursister

Foto stillet venligst til rådighed af Slagelse Arkiverne

Gerdrup er i dag privatejet, men herregårdens hovedbygning bruges som konferencecenter og lejes i dag ud til kursister, som får adgang til ejendommens fantastiske stuer, værelser og historiske omgivelser. Ganske enestående rammer at arbejde i. Andre interesserede kan desuden efter aftale få adgang til at se ejendommen indefra.

Fra parken er der forbindelse til de anlagte naturstier rundt om Skælskør Nor og til de omkringliggende skove. Desuden er der mulighed for at bade fra Kobæk Strand, der ligger ca. 10 km fra Gerdrup.

Historien

Gerdrupslægtens historie kan føres helt tilbage til 1100-tallet, hvor den formentlig har tilhørt den nu uddøde uradelsslægt Hvide, som var blandt middelalderens mest fremtrædende adelsfamilier.

Herregården har, ligesom områdets andre herregårde, haft mange forskellige ejere gennem tiden og i flere perioder er ejerforholdene uklare.

I dag ejer Peter Melchior Gerdrup Gods og Lyngbygaard, som tidligere tilhørte landsbyen Lynge. Peter Melchior overtog herregårdene efter sin bedstefar Peter Fabricius, som voksede op på Gerdrup og som i 1939 overtog både Gerdrup og Lyngbygaard som forpagter.

Hans far Holger Fabricius havde i 1918 samlet Gerdrup og Lyngbygaard efter, de over en årrække havde fungeret som to selvstændige herregårde tilhørende hver sin gren af familien.

Engelsk herregårdsstil

Det var ejeren Victor Qvistgaard, som stod for opførelsen af Gerdrups nuværende hovedbygning i 1864-66. Arkitekt R. Unmack stod for tegningerne til både hovedbygningen og de nye avlsbygninger.

Han lod sig inspirere af de engelske herregårdes byggestil. Efter sigende skulle Unmack også have arbejdet med inspiration fra tegninger af G.F. Hetsch, som stod for ombygningen af Basnæs i 1840’erne.

Unmack har sammen med broderen J.V. Unmack også konstrueret spirene til de to københavnske kirker Helligåndskirken og Sct. Matthæuskirken.

Fakta om Gerdrup

  • Gerdrups historie kan føres tilbage til middelalderen.
  • Gerdrup har samme forpagter som Lyngbygaard, Peter Melchior.
  • Godset bruges som konferencested.