Basnæs

H.C. Andersen har efter sigende besøgt Basnæs adskillige gange. Han havde et godt forhold til fruen på stedet, Henriette Scavenius, som han mødte første gang i 1848 og senere havde flere møder og brevvekslinger med frem til sin død i 1875.

Livet på Basnæs og genopbygningen af slottet beskrev Andersen i sin dagbog: ”Basnæs er opført fra ny i disse sidste år. Det ser ud som et slot fra England eller en gammel borg med to tårne og en smuk portal. Værelserne er malet pompejanske”.

Mange ejere og funktioner

Som H.C. Andersen allerede antydede, er Basnæs en herregård og et gods med en særdeles omskiftelig skæbne. Med adskillige ejere er det gennem tiden blevet forladt, misligholdt og genopbygget af flere omgange.

Den nuværende hovedbygning ligger på et gammelt vandomkranset voldsted. Bygningen udgør et borganlæg i tre etager med tre hjørnetårne, opført i 1840'erne af arkitekt G.F. Hetsch på fundamenter fra de tidligere bygninger fra 1600- og 1700-tallet.

Hetsch er kendt for interiører på Christiansborg Slot og i Synagogen i København, ligesom han også står bag ombygningen af Holsteinborg. Basnæs Gods har siden 1952 været ejet af aktieselskabet A/S Basnæs.

Cikorietørreri

En spændende fase i stedets udvikling starter, da kaffeerstatningsfirmaet Richs i 1936 opfører et cikorietørreri til at fremstille kaffeerstatning. I mellemkrigstiden var kaffeerstatning særlig udbredt, men også i årene under og efter 2. Verdenskrig.

Produktionen af cikorierødder var en arbejdskrævende proces. Rødderne blev transporteret ind i selve fabrikken, hvor de blev vasket, snittet og tørret. Dernæst kom de på lager og blev kørt til Richs-fabrikken i København.

Første del af transporten foregik via fabrikkens eget jernbanenet. Det blev anlagt som en smalsporet jernbane med en sporvidde på 60 cm og en længde af 11 km samtidig med fabrikkens opførelse.

Langs fabrikkens vestlige side løb en vandstærk å, som også var grundlag for placeringen af fabrikken, da produktionen krævede let adgang til store mængder ferskvand til at rense rødderne. Samme å skulle man imidlertid også passere for at få rødderne ind til fabrikken og derfor anlagde man en højbro over åen.

Behovet for kaffeerstatning blev med tiden større, så andre landmænd kunne også levere rødder til forarbejdning på fabrikken. Det var en speciel roe, der blev dyrket til at blande med cikorierødderne.

Den sidste tur blev kørt i 1951. Året efter blev banen fjernet, materiellet ophugget og leverancerne foregik nu med lastbil indtil midt i 1970'erne.

Bygningerne og anlægget er stadig intakte og bevaret. Anlægget består af en sammensat produktionsbygning og to høje lader. Skinneføringen fra cikoriebanerne findes stadig på fabriksområdet. Og kaffeerstatning er til at få endnu. Det importeres dog fra Tyskland.