Antvorskov Kloster og Slot

Det hele startede ved den nuværende Kongevej uden for Slagelse, hvor kongelige førhen lod sig transportere på vejen over Sjælland til Fyn og Jylland.

Her blev det nordiske hovedsæde for johanniterordenen anlagt på initiativ af Valdemar den Store i årene omkring 1170. Det var første gang, johanniterne slog sig ned i Norden, og Antvorskov fik en ledende rolle i forhold til de efterfølgende nordiske johanniterklostre.

Klostrene i Norden stod dengang primært for lokal sygepleje, og Antvorskov var ingen undtagelse.

I middelalderen udviklede det sig til en særlig rig stiftelse, da adelsmænd i hele landet overdrog store jordområder til munkene, mod at de i deres sidste år selv fik lov til at bo på klostret, blive begravet i klosterkirken og omfattet af johannitermunkenes bønner.

Johanniterne var en militær munkeorden tæt knyttet til korstogsbevægelsen. Deres erklærede formål var – og er stadig den dag i dag – at hjælpe syge og svage mennesker ud fra et kristent grundlag.

Johannitterordenen, der etablerede Antvorskov, var opdelt i tre klasser: Riddere, præster og tjenende brødre, hvor kun de to sidstnævnte var fast tilstede i Danmark.

Johanniterkappen var sort med et hvidt, split-armet kors, der gav munkene tilnavnet Korsbrødre.

Munkene fra Antvorskov var med stor sandsynlighed involveret i Valdemar II’s (Valdemar Sejr, søn af Valdemar den Store) korstog til Estland.

Ifølge et gammelt sagn var det under dette korstog, at Dannebrog dalede ned fra himlen under kampe i Tallinn 15. juni 1219 – Valdemarsdag.

Johanniterordenens våbenmærke med et hvidt kors på rød baggrund siges at være ophav til Dannebrog.

- og fra ryttergods til herregårde

En betydningsfuld munk fra klostret var Hans Tausen, som efter et udlandsophold i Tyskland vendte tilbage som overbevist lutheraner (Danmarks første) og holdt den første lutheranske prædiken i klostrets kirke i 1525. Ved reformationen i 1536 overgik klosteret til kronen, og Kong Frederik II valgte at ombygge det til et kongeslot i årene 1580-84.

Kongen opførte spir på kirken – hele 73 meter højt – stalde, huse til beboelse og ridehuse. Klostrets fattige og syge blev flyttet ind til byens hospital i Bredegade. Frederik II påbød i 1584 alle, der herefter kaldte Antvorskov for kloster og ikke slot, at de skulle bøde med en okse for forseelsen.

Frederik II opholdt sig meget på Antvorskov og har været stedets mest betydningsfulde person. Han holdt flere rigsmøder på slottet, og døde der i 1588. Han var en jagtglad konge, der nød de gode jagtmuligheder i området.

Frederiks II’s søn, Christian IV, opholdt sig en del på slottet da han var yngre, men som han blev ældre besøgte han kun slottet på gennemrejse og undertiden, når smitsom syge gjorde andre opholdssteder umulige.

I 1717 blev det store gods udlagt til rytterdistrikt. Store dele af det nationale rytteri blev placeret i garnisoner og indtægten fra jorden skabte et økonomisk fundament for hæren.

Et halvt århundrede senere overgik godset til privat eje og blev gradvist revet ned. På nær en enkelt fløj der først forsvandt i 1840, var de sidste væk i 1816 og godsets jorder blev udloddet til herregårdene Valdbygård, Nordruplund, Frederikslund, Falkensteen, Gyldenholm, Katrineholm, Tårnholm og Brorupgård.

Selvom der i dag kun er ganske få slotsruiner tilbage, udfylder stedet og dets særlige udvikling fra kloster til slot og fra militært ryttergods til udstykning i herregårde, en afgørende plads i områdets kulturhistorie.

Vestgavlen på bygningen gemte på en hemmelighed.

Hovedhuset i to etager var bygget af tegl omkring år 1200. Det var indrettet med en høj kælder og en stor sal på 1. etage. I øst var en tilbygning i to etager med hvælvet kælder og en romansk rundbuet dør med adgang til salen. I kælderen fandtes en hypocaust (varmluftanlæg), som opvarmede salen ovenover.

I vestgavlen var der en ”hemmelighed” (toilet) med adgang fra salen. Hovedhusets funktion er ukendt – det kan både have været en hospitalsbygning og bolig for klosterets prior eller et gæstehus for fornemme gæster.