Svanespringvandet

LIDT OM MIG SELV

Svanetorvet er opkaldt efter mig. Før jeg kom til, var her blot et ophold i rækken af huse og en parkeringsplads. Min titel er Den Grimme Ælling Springvand, men jeg kaldes også for Svanespringvandet. De færreste springvand har som mig givet navn til deres egen placering. Tag bare Storkespringvandet i København, der må nøjes med Amagertorv.

Fra dyserne springer vandet i mit bassin og skaber krusninger i overfalden. H.C. Andersens eventyr om svaneungen, der udklækkes i en andegård, inspirerede den amerikanske billedhugger Marshall M. Fredericks. Stående på en lav piedestal breder den grimme ælling sine korte bronzevinger ud. Næbbet er åbent, og halsen strakt imod svanen, der også er af bronze og befinder sig i bassinets modsatte ende. Højt til vejrs og med luft under vingerne. I eventyret ser ungen en flok voksne svaner på sin flugt fra andegården og drages mod dem, uden at vide de tilhører samme slægt. Dette moment fastholder Fredericks. Samtidig illustrerer han udviklingen fra grim ælling til smuk svane. Billedhuggeren har stået bag mange offentlige udsmykninger og fik endda et museum opkaldt efter sig. Hvis jeg kunne, ville jeg besøge Marshall M. Fredericks Sculpture Museum i Michigan, der rummer mere end 200 af hans værker. En form for slægtninge er vi jo.

Mindesmærker på offentlige pladser markerer som regel en historisk begivenhed. Jeg er snarere et personligt et af slagsen. Dansk-amerikaneren Karl Larsen donerede mig i 1984, til erindring om sin barndom i gamle Skælskør. Oprindeligt var han uddannet kommis, men udvandrede i en ung alder og ville tilsyneladende hellere tegne. Larsen boede det meste af sit liv i USA, hvor han arbejdede som selvlært reklame- og karikaturtegner med eget studio i Detroit. Efter sin pensionering begyndte han desuden at male. Skælskør Bymuseum ejer flere af hans malerier.

Jeg vil tro, Karl Larsen skænkede mig til byen, fordi han kunne spejle sig i eventyret om at finde sin sande identitet langt væk hjemmefra. Men alle og enhver kender mit berømte motiv fra eventyret. Derfor ser jeg mig selv som et personligt mindesmærke, der på samme tid er universelt. 

Svanespringvandet. Marshall M. Fredericks (1908-1998). Bronze. Opstillet i 1984. LIDT OM MIG SELV giver stemme til kunstværker i Slagelse Kommune, der befinder sig i offentlige rum. Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Siden er sidst opdateret 17. juli 2019