Slagelse Pigen

LIDT OM MIG SELV

Slagelse Pigen kaldes jeg i Slagelse. Min egentlige titel er Siddende Pige. Rundt omkring i Danmark sidder andre piger som mig. Billedhuggeren Gerhard Henning modellerede figuren i 1936, og Ny Carlsberg Glyptotek bestilte ham straks til at hugge den i bremersandsten. Siddende Pige var færdig i 1938. Hun befinder sig på museet i København. Vi andre er senere udgaver støbt i bronze eller kunststen.

Selv blev jeg skænket af Slagelse Forskønnelsesselskab og opstillet foran rådhuset i 1963. På min nuværende placering skærmes jeg lidt mod vind og vejr af den nyere indgangsportal. Men både ansigtet og kroppen forvitrer. Reparationerne skæmmer. Til tider drømmer jeg om en ny tilværelse i bronze, der er et stærkere materiale. Omvendt har min noprede og lyse overflade hidtil været identisk med mig. Hvis nogen spurgte alle Gerhard Hennings udgaver af Siddende Pige, hvem der føler sig mest hjemme, hvor de sidder, ville jeg nok vinde. Ingen andre er mig bekendt opkaldt efter deres by. Navnet står endda på min sokkel.

Kvinden var Gerhard Hennings foretrukne motiv. Han skabte adskillige variationer over temaet. Figurer i siddende positurer, liggende eller stående som eksempelvis Moderne Pige fra 1930, der står i Glyptotekshaven. Hans formsprog var både moderne og klassicistisk. Billedhuggerens stræben efter at fremstille dynamiske kroppe i balance ses tydeligt. Selvom jeg er statisk og sidder ned, udtrykker min form bevægelse. Hændernes placering i underlaget skaber en drejning i torsoen, og det ene knæ er løftet, som om jeg hvert øjeblik kunne rejse mig. Samtidig signalerer jeg en sælsom ro.

Siddende her ved Slagelse Rådhus er jeg vidne til, at nygifte par træder ud i en regn af ris. I begyndelsen undrede ritualet mig, men risene er et symbol på kimen til nyt liv. Under de rette forhold ville kornene sikkert spire mellem stenene på Rådhuspladsen. Jeg leger jævnligt med tanken om mig selv i en ny støbning. Tænk at sidde uden krakeleringer og ønske folk i Slagelse tillykke.

Slagelse Pigen, kunststen. Gerhard Henning (1880-1967). Opstillet i 1963. LIDT OM MIG SELV giver stemme til kunstværker i Slagelse Kommune, der befinder sig i offentlige rum. Tekst ved forfatter Gitte Broeng.