Pomona

LIDT OM MIG SELV

Vi er begge gudinder, mig og Justia. Hun har bind for øjnene, en vægt og et kæmpe sværd. Billedhuggeren Rasmus Harboe udførte hende i majolika, en særlig type italiensk fajance med bemaling på hvidlig tinglasur. Måske han lærte teknikken under en af sine mange studierejser til Italien. I en lang årrække arbejdede Harboe for fajancefabrikken Aluminia, hvor han blandt andet skabte julerelieffer og børnehjælpsplatter. Oprindeligt stammede billedhuggeren fra Skælskør.

Den farverige Justitia står oppe i sin niche og pryder facaden. Hun er tilpasset arkitekturen i F.C.C. Hansens tidstypiske rådhus fra 1896 i nygotisk stil. Under fødderne findes indskriften: “LOV SKAL LYDES”. Selvom retfærdighedens gudinde intet ser, føler jeg mig kigget over skulderen. Jeg har ryggen vendt mod hende og fik kun et glimt af Justitia ved min opstilling på torvet i 1946. Da havde hun og rådhuset allerede været her i et halvt hundrede år.

Til forskel fra den påklædte Justitia fremtræder min frodige krop fuldkommen nøgen. Jeg er første eksemplar af billedhuggeren Johannes Bjergs Pomona, støbt i bronze. Hun var gudinde for frugtavl og havedyrkning. Nogle vil nok kende hende fra den romerske digter Ovids Forvandlinger. Pomona optræder som nymfe, “hverken skov eller floder er hendes hjem, men mark og plantage med dejlige frugter.” Bjerg benyttede i sin fortolkning overvejende et nyklassicistisk formsprog, tydeligt inspireret af græsk og romersk kunst. I min ene hånd holder jeg et æble og i den anden en pæregren, mens håret er omviklet af frugtgrene. Under fødderne ligger en bladkrans med pærer og æbler.

Her på stedet symboliserer jeg naturligt den frugtbare egn omkring Skælskør, der har rige traditioner indenfor frugtavl. Men jeg kender desuden til en Pomona i Odense og en i Reykjavik. Ingen af disse eksemplarer er som mig placeret oven på en fontæne. Derfor kaldes jeg også Pomonabrønden. Mit tilhørende grønne anlæg med bænke og smukke proportioner er ofte tomt. Skælskørianerne flokkes vist hellere ved havnen og det nymodens Svanetorv. De synes at have glemt min frugtbare eksistens.

Pomona. Johannes Bjerg (1886-1955). Bronze. Opstillet i 1946. Rasmus Harboe (1868-1952). Justitia, majolika. Opstillet i 1896. LIDT OM MIG SELV giver stemme til kunstværker i Slagelse Kommune, der befinder sig i offentlige rum. Tekst ved forfatter Gitte Broeng.