Med hat og stok

LIDT OM MIG SELV

Min stok er støbt i bronze, og hatten hugget i granit. Jeg står foran den smukke kirkelade, der blev opført i munkesten for mere end 500 år siden. I endegavlen findes en indmuret marmortavle til minde “OM AT SLAGELSE LATINSKOLE HAR FOSTRET MÆND SOM”, og nedenunder følger deres navne. Jeg nøjes med at nævne H.C. Andersen. Han ankom 26. oktober 1822 til Slagelse.

Piger fik ikke lov at gå i latinskole. Fattige drenge havde heller ikke de store chancer, men fondsstøtte hjalp den 17-årige Andersen til at få sig en elementær uddannelse. Vigtige folk omkring ham mente, det var nødvendigt for at udvikle hans talent. Slagelse Latinskole lå på det tidspunkt ikke længere i kirkeladen, men var flyttet hen i Bredegade. Huset hvor H.C. Andersen og hans flere år yngre klassekammerater blev undervist er for længst revet ned. Han boede i byen indtil sommeren 1826. Skoletiden var tilsyneladende plagsom, “snart laa det gamle Slagelse, som jeg, ikke blot for Rimets Skyld, har kaldet Plagelse, bag mig.” Sådan skrev han i et brev til forfatteren og vennen, B.S. Ingemann i Sorø.

Høj hat og stok forbindes i dag med H.C. Andersen. Da forfatteren levede, var genstandene dog ret almindelige. Mange fine herrer bar høj hat og stok i offentligheden. I 1800-tallet forlod mænd og kvinder aldrig hjemmet uden hovedbeklædning. Det ville sikkert svare til at slentre ned ad Rosengade i dag uden bukser eller nederdel – bare i undertøj. Sæder og skikke forandrer sig med tiden. H.C. Andersens tekster forbliver imidlertid de samme. Ordene er fastholdt på bøgernes sider og oversat til utallige sprog.

Rundt omkring i verden står statuer af H.C. Andersen. Flere gengiver ham monumentalt med høj hat og stok. Jeg er derimod en underspillet fortolkning, som har taget plads i bybilledet. Et portræt uden ansigt og krop. Billedhugger Olaf Manske Andersen fokuserer alene på de to genstande, hatten og stokken, der symboliserer forfatteren. Placeringen nær mindetavlen føjer yderligere historiske lag til. Mere behøves der ikke, før H.C. Andersen i Slagelse manes frem. Jeg bidrager diskret til byens identitet.

Med hat og stok. Olaf Manske Andersen (født 1957). Granit og bronze. Opstillet i 2005. LIDT OM MIG SELV giver stemme til kunstværker i Slagelse Kommune, der befinder sig i offentlige rum. Tekst ved forfatter Gitte Broeng.

Siden er sidst opdateret 7. august 2019